Når dit barn starter i skolen
Det er en skelsættende og festlig dag, når ens barn skal starte i skole. Både for barnet og jer forældre. Her kan du læse om den gode skolestart.
For at gøre overgangen fra børnehave til skole så blid som muligt, så anbefaler vi, at dit barn starter i SFO en uges tid før første skoledag. Her er klassepædagogerne på 0. årgang klar til at tage imod.
Den første dag eller to kan du blive et par timer sammen med dit barn, hvorefter du lige så stille giver slip, så dit barn vænner sig til at sige farvel og goddag. I disse indkøringsdage møder dit barn senest kl. 9.30 til fællessamling i egen klasse. Sammen med klassekammeraterne går børnene hver dag den usynlige grænse og øver begyndende rytmer og rutiner for børnehaveklasselivet.
Til garderoben pakkes skiftetøj, regntøj, gummistøvler samt indesko.
På første skoledag møder du og dit barn på skolen kl. 9 ved Hanen foran skolen.Efter at have parkeret skoletaske og tøj i garderoben, så går i ned i den store sal. Her tager alle øvrige elever på skolen imod de nye 0. klasser med bl.a. Elsted skole-sangen. Efter samling går dit barn med børnehaveklasselederen og klassepædagogen i klassen, mens du er til informationsmøde i salen. De fleste børn går med deres forældre hjem efter frokost, men SFO er naturligvis åben, for dig der har behov for det.
Til skolestart pakkes tasken med penalhus og madpakke 1, 2 og en lille 3’er. Der anskaffes i forbindelse med skolestarten gymnastiktøj (shorts og T-shirt samt håndklæde).
Du øver i den første tid dit barn i selv at gå ind på skolen, hænge tøj på plads og sætte madpakker i køleskabet, så barnet omkring efterårsferien selv kan klare det. Om eftermiddagen henter du dit barn i SFO hele det første skoleår. I starten vil det være godt for dit barn, at have en eller to korte dage om ugen.
Elsted SFO samarbejder med øvrige fritidstilbud i området ved at sende til svømning, gymnastik, spejder osv.
Inden skolestart øves dit barn i selv at tage tøj af og på, så barnet selv kan holde orden på sit tøj i garderobe og idrætsomklædning. Lad dit barn selv mærke efter, om det skal have lidt eller meget tøj på. Desuden er det vigtigt, at dit barn selv kan gå på toilet, trække ud, vaske hænder og efterlade rummet pænt til den næste. Vi arbejder kontinuerligt på, at have rene toiletter på skolen og det starter med børnene selv.
Vi glæder os til at byde jer velkommen på Elsted Skole!